Få et tilbud på dit næste projekt

    eller ring på 61 10 18 59
    "100%
    uforpligtende
    Jonas Matti
    Jonas Matti Projektchef
    21. september 2022

    Regler for webshops med affiliate marketing

    Mange webshops har deres egne affiliate-hjemmesider for at trække yderligere trafik og salg ind på webshoppen. Og det kan rent marketing-teknisk være en formidabel strategi. Der er dog en række regler at være opmærksom på, når du bevæger dig ud i denne øvelse – regler, som mange affiliate-hjemmesider desværre synes at forglemme. Læs artikel her, og få et overblik over de vigtigste regler, så du kan holde dig ind inden for loven (og derved undgå bøder og negativ presseomtale).

    14. maj 2019 udsendte Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse med titlen ”Forbrugerombudsmanden skærper fokus på spam fra affiliate-netværk”. Der er således ingen tvivl om, at vagthunden Forbrugerombudsmanden holder øje med bølgerne i det danske affiliate marketing-farvand.

    Tydelig, tydelig reklame-markering

    Vi starter ud i den største faldgruppe: Skjult markedsføring. Det er en generel regel i dansk markedsføringslov, at det skal være tydeligt, når en forbruger eksponeres for en reklame (sponsoreret indhold). Dette følger af markedsføringsloven § 6, stk. 4. Og når du har en affiliate-hjemmeside, der henvisre til din webshop, udøver du reklame for din webshop – og det skal derfor på din affiliate-hjemmeside fremstå tydeligt og klart for forbrugeren, at indholdet er sponsoreret.

    Men lad os dykke lidt nærmere i, hvordan du sikrer dig, at det fremstår tydeligt nok, at der er sponsoreret indhold. Mange affiliate-hjemmesider har artikler, hvori der indgår mange produkter – ofte produceret som en guide eller anmeldelser. Og i sådanne er det ikke nok at skrive i starten af artiklen, at der i artiklen er sponsoreret indhold at finde. Det er heller ikke nok at skrive i footeren eller på jeres ”Om os”-side, at der på siden er sponsoreret indhold at finde. Det skal fremstå tydeligt på hvert reklamelink, at linket er sponsoreret.

    Henviser du til et produkt med ankerteksen ”se produktet her”, skal du i denne forbindelse skrive, at indholdet er sponsoreret. Det kan se sådan ud: ”Se produktet her (sponsoreret indhold)”. Forbrugerombudsmanden udtaler herom:

    ”Hvis internettjenesten indgår en aftale om at linke til fx en annoncørs internetbutik i en artikel, så er der en kommerciel intention med linket og artiklen skal derfor markeres som reklame. Det er uden betydning, om internettjenesten indgår en aftale direkte med annoncøren eller med et bureau, som formidler kontakten mellem internettjenesten og annoncøren.”

    Tydelig reklame-markering gælder også ved linkbuilding

    Affiliate marketing og linkbuilding er ofte to ting, der hører tæt sammen. Mange affiliate-hjemmesider afsætter store budgetter til linkbuilding for at lægge sig til tops på Google. Og her skal du være opmærksom på, at de artikler, du køber, også skal markeres med ”sponsoreret indhold”. At købe en artikel med et link på et andet medie er reklame, hvorfor dette skal fremstå tydeligt, så forbrugeren ikke er i tvivl om, at der er tale om sponsoreret indhold.

    Også reglerne for e-mail marketing finder anvendelse

    Mange affiliate-hjemmesider bruger tillige e-mail marketing til at skabe omsætning på og trafik til deres side. Det er vigtigt at slå fast, at de almindelige regler om e-mail marketing – herunder navnlig markedsføringsloven § 10 om forudgående samtykke – finder anvendelse. Du kan læse mere om reglerne om samtykke i forbindelse med e-mail marketing i vores artikel her.

    Dette område er særlig relevant, idet det er et af de områder, som Forbrugerombudsmanden fører skærpet kontrol med. Det følger af Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse, som er henvist til ovenfor. Årligt modtager Forbrugerombudsmanden 15.000-20.000 klager om spam, og mange af disse vedfører affiliate-hjemmesider. Du gør således klogt i at sikre, at du overholder reglerne herom.

    Det er formentlig ingen hemmelighed, at nogle affiliate-hjemmesider i mange år har været friske, så at sige, i deres leadindsamling. Og måske har de ikke truffet alle de foranstaltninger, som loven foreskirver.